Soli Deo Gloria

Soli Deo Gloria er tolv skæbnefortællinger. Tolv præcise nedslag i en verden, der er ved at gå under. Titlen i sig selv har en dybt ironisk klang, for selvom Soli Deo Gloria betyder ‘Al ære tilkommer Gud’, er der et mærkbart fravær af en Gud i Peter Asmussens prisvindende tekst, hvor karaktererne er faret vild i deres liv og står på kanten af tilværelsen.

Mød parret, der har så travlt med at skændes, at de overser deres døende baby. Soldaten, der vender hjem og skyder på uskyldige. Pigen, der kan overleve KZ-lejren, hvis hun viser bødlen kærlighed. En kvinde, der skærer i sig selv for at mærke livet. Selvmordsbomberen. Manden, der bruger beskidte tricks for at få eneretten til barnet. Mændene, der har sex, mens verden går under. Og to fugle, der synger, når vi alle er væk.

 

Af Peter Asmussen

1957-2016
Dramatiker

Peter Asmussen var en prisvindende forfatter, som debuterede i 1989 med novellesamlingen Stemme. Han skrev en lang række prosaværker, filmmanuskripter, radio- og tv-spil, librettoer og var en af de mest produktive og afprøvede danske scenedramatikere.

I sin vidtspændende og eksperimentelle dramatik kredsede han i et sprog ladet med fortielser omkring tilværelsens mangel på mening i almindelighed og menneskets ensomhed i særdeleshed. I en blanding af skønhed og sortsyn beskrev han døden og kærlighedenhos det moderne menneske og mestrede den vanskelige kunst at skrive nøgterne hverdagsreplikker, der åbner et mystisk og mytisk rum. Dramaernes uudtalte trusler og skildring af opløste forhold peger tilbage mod bl.a. den sene Strindberg, den symbolistiske Ibsen, Harold Pinter og Lars Norén.

Peter Asmussen modtog et væld af priser, bl.a. Kjeld Abell-prisen og Danske Dramatikeres Forbunds Ærespris. I 2010 modtog han en Reumert i kategorien Årets dramatiker for Ingen møder nogen og igen kort før sin alt for tidlige død i 2016 for Soli Deo Gloria.